Diagnosticering af parodontitis

Selvvurdering af tandkødet, for eksempel hjemme foran et spejl, er ikke tilstrækkelig for en korrekt vurdering, da det er umuligt på egen hånd at afgøre, om tandens forankringsstrukturer allerede er beskadiget af betændelse i tandkødet. Tandkødslommer kan heller ikke opdages på egen hånd.

Kun en ordentlig klinisk undersøgelse i tandlægepraksis med en såkaldt tandkødssonde (periodontal sonde) kan give oplysning om, hvorvidt tandkødet er sundt, om der er tandkødsbetændelse (gingivitis), eller om der er en sygdom i tændernes forankringsstrukturer (parodontitis).

Den basale periodontale undersøgelse foretages for hurtigt at afgøre, om der er tandkødsproblemer. Det er en simpel måde at konstatere, om der er gingivitis eller opdage parodontitis.

Ved hjælp af en tandkødssonde (periodontal sonde) måles indtrængningsdybden ved tandkødsranden forsigtigt og præcist.

Efter denne korte undersøgelse foretages kun yderligere undersøgelser, hvis der er tegn på skade på de strukturer, der holder tænderne i kæbebenet. Disse yderligere undersøgelser inkluderer det, der kaldes periodontal status og supplerende røntgenbilleder.

Ved den kliniske undersøgelse med tandkødssonden (periodontal sonde) måles sondens indtrængningsdybde i tandkødslommen på op til seks steder pr. tand inden for en millimeter. Specifikt måles længden mellem tandkødsranden og bunden af lommen. Dette kaldes sonderingsdybde. Ved sunde steder er sonderingsdybden højst 3 mm. Ved steder, hvor parodontitis allerede har ført til en nedbrydning af tandforankringen, kan sonderingsdybden være 4 mm eller mere.

Desuden registreres højden på kæbebenet (fæsteniveau) præcist i det, der kaldes et parodontalskema. Et parodontalskema er uundværligt for diagnose og behandlingsplanlægning. Parodontalskemaet kan registreres online i enhver tandlægepraksis og genbruges: www.periodontalchart-online.com.

Diagnosen parodontitis kan først bekræftes endeligt med de nødvendige røntgenbilleder. Valget af de røntgenbilleder, der er nødvendige for at diagnosticere parodontitis, kan først træffes efter den kliniske undersøgelse. Dette kan forhindre unødig stråleeksponering.

I det enkleste tilfælde består et røntgenfund af 2 billeder (bitewing-billeder), og i det mest omfattende tilfælde består det af det, der kaldes en røntgenundersøgelse med op til yderligere 14 røntgenbilleder eller et panoramaprøntgen. Røntgenbillederne skal vise kæbebenet, der omgiver tanden, og gøre det muligt at vurdere sværhedsgraden af knogletab.

Ved hver røntgenundersøgelse i tandlægepraksis skal tandsættet tjekkes for både caries og parodontitis.

Med moderne mikrobiologiske tests testes sammensætningen af tandplakken for følgende skadelige bakterietyper:

• Prevotella intermedia
• Porphyromonas gingivalis
• Aggregatibacter actinomycetemcomitans
• Treponema denticola

Omkostningerne ved denne ekstra diagnostiske indsats er berettiget, hvis den indhentede information fører til forbedret behandling, eller hvis unødvendig behandling kan undgås.

I 1999 blev den første internationale workshop for klassifikation af parodontal sygdom afholdt i USA. Det vigtigste nye træk sammenlignet med den europæiske klassifikation fra 1993 var, at sygdomsformerne ikke længere blev defineret primært ud fra patientens alder på tidspunktet for den første diagnose (f.eks. juvenil og voksen parodontitis). De nye former kronisk og aggressiv parodontitis blev introduceret, såvel som for eksempel parodontitis, der kan være forbundet med systemiske sygdommer.

Men den nye klassifikation siden 2018 skelner ikke længere mellem kronisk og aggressiv parodontitis. Parodontitis beskrives nu – i overensstemmelse med klassifikationen af diabetes – ved hjælp af stadier (staging) og grader (grading).